Vil du være med til at arbejde for det værdige ældreliv på Fanø Plejecenter?

Da den ene af vores to teamledere på Fanø Plejecenter har valgt at søge nye græsgange, søger vi en nu en ny teamleder, som har lyst til at indgå i vores lederteam og varetage den daglige ledelse i Hybenhuset og Enghuset.

Ansvar, respekt og mening er vores bærende værdier. Hvis det også væsentlige værdier for dig – og du samtidig er tændt på at prøve kræfter med ledelse hos os – så er du måske den teamleder, som søger fra den 1. maj 2025.

I et ligeværdigt samarbejde med en lederkollega, skal I fungere som den daglige ledelse på Fanø Plejecenter. I fællesskab skal I varetage ansvaret for den daglige driftsledelse, den faglige ledelse samt personaleledelse i forhold til SOSU-medarbejdere, pædagoger og køkkenmedarbejdere på Fanø Plejecenter.

I praksis er det organiseret således, at hver teamleder er primær leder for to leve-bo-enheder, og at de to teamledere støtter hinanden og dækker ind for hinanden ved fx ferie.

Rehab & Omsorg i Fanø Kommune består af Fanø Plejecenter, Hjemmeplejen, Terapeutteamet, Midlertidigt Ophold og Daghjem/Aktivitetsteamet.

Ledelsesopgaverne varetages i et ledelsesteam bestående af én fællesleder samt tre teamledere – og her kan du altså blive den ene.

Vi ser styrkerne i at arbejde tværfagligt. Der er derfor et nært samarbejde mellem Sundhed & Omsorgs forskellige faggrupper. Sygeplejersker, ergoterapeuter og fysioterapeuter er dagligt til stede på Fanø Plejecenter, og bidrager sammen med plejepersonalet til løsning af kerneopgaven. Vi samarbejder bl.a. via ugentlige tværfaglige triageringsmøder og i tværfaglige koordinerende teams.

I Rehab & Omsorg understøttes den faglige ledelse af vores Kompetencesygeplejerske. Hendes væsentligste opgaver er at undervise, vejlede og oplære SOSU-medarbejdere og andet plejepersonale for herigennem at bidrage til at sikre den faglige kvalitet.

Vi prioriterer også samarbejdet med pårørende og frivillige højt.

En stor gruppe af frivillige har deres jævnlige gang på Fanø Plejecenter som besøgsvenner, skubbevenner, cykelvenner eller til højtlæsning og andet hyggeligt samvær. Vi sætter stor pris på, at frivillige på denne måde bidrager til beboernes gode hverdag og vi prioriterer derfor samarbejdet med de mange frivillige højt.

Pårørende ser vi som væsentlige ressourcepersoner i beboernes hverdag. Derfor tilstræber vi altid et konstruktivt samarbejde med pårørende – både i relation til den enkelte beboer, men også i forhold til Fanø Plejecenterråd.

Fanø Plejecenter er et lille, charmerende plejecenter med 36 lejligheder fordelt i fire leve-bo-miljøer. Leve-bo-miljørene fungerer som små ”bofællesskaber”, med ni boliger i hver. Dagliglivet er centreret omkring husenes fællesrum. Her står køkkenmedarbejderne for den daglige madlavning til husenes beboere og her har beboerne mulighed for samvær og fællesskab med hinanden, hvis de ønsker det.

Den teamleder vi ønsker os…

  • ser arbejdet med at sikre det værdige ældreliv for beboerne på Fanø Plejecenter som en motiverende og væsentlig opgave
  • kan støtte medarbejderne i at arbejde med fokus på kerneopgaven: ”at understøtte, at borgeren mestrer livet”
  • er en god rollemodel og sparringspartner for medarbejderne
  • har en sundhedsfaglig baggrund
  • har erfaring med ledelse og lyst til at prøve kræfter med ledelsesopgaverne på Fanø Plejecenter
  • kan biddrage til et målrettet arbejde med faglig udvikling og kvalitet
  • har et stort overblik og kan strukturere sit arbejde i en omskiftelig hverdag
  • deler vores bærende værdier – ansvar - respekt og mening.

 Fanø Kommune tilbyder…

  • en spændende stilling med mange forskelligartede arbejdsopgaver
  • en arbejdsplads, hvor borgeren er i centrum
  • engagerede og dygtige medarbejdere og kolleger
  • mulighed for at være med til at præge udviklingen i en positiv retning
  • et anerkendende arbejdsfællesskab, med nærhed til kolleger og samarbejdspartnere.
  • en overskuelig organisation i én af landets mindste kommuner
  • ”kort vej til toppen” - helhedssynet præger beslutningerne

Der er kun 12 minutters sejlads til Fanø og kun 10 minutters gang fra færgen til Fanø Plejecenter. For mange er færgeturen en nænsom start på dagen, og en velfortjent afkobling på hjemturen.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte fællesleder Kaja Petersen på tlf. 76 66 08 45 ml. kl. 8.30 - 10.00.Kompetenceprofil for Teamledere i Rehab og Omsorg kan rekvireres via mail kp@fanoe.dk.

Se mere om Fanø Kommune på www.fanoe.dk

Ansøgningsfristen er søndag d. 9. marts 2025
Vi forventer at afholde samtaler mandag d. 17. marts 2025.

Hvis du indkaldes til samtale, skal du huske at medbringe din straffeattest.

Ansættelsesform Fastansat
Arbejdstid Fuldtid
Startdato 1. maj 2025
Antal ledige stillinger 1
Beskæftigelsesgrad 37 timer
By Fanø
Region Syddanmark
Land Danmark
Referencenummer 2025/9
Kontakt
  • Kaja Petersen, 76660845
Publiceret 06.02.2025
Sidste ansøgningsdag 09.03.2025
Send ansøgning

Dele links

Tilbage til Ledige stillinger